ROMAN SIGNER:BLUE DOT
Roman Signer, 1938-, Schweiz
Roman Signers forslag til et kunstværk, der skal pryde Nyt Hospital Nordsjælland, er en bevægelig og bevægende skulpturel installation på selve bygningsfacaden. Med et forbavsende enkelt greb inviterer Signer publikum til at tænke over bevægelse og tid. Signer forestiller sig mere præcist en stor blå skive, der (drevet af en lille elektrisk motor) bevæger sig hele vejen rundt på hospitalets ydermur. På den måde fremstår skulpturen som et lille fremmedelement, der på én gang virker humoristisk og omgærdet af mystik.
Den blå prik bevæger sig langsomt, blot fem meter i minuttet, hvilket betyder at den vil bruge i alt tre timer og tyve minutter på at bevæge sig hele vejen rundt. Man kan se værket som et ur, der følger sin helt egen rytme. Det giver et billede af en anden tid, som både kan ses inde fra hospitalet og udefra. Den lille blå "prik", der dukker op med sin påmindelse om at en anden tid er mulig, vil skabe en vedvarende følelse af begejstring, overraskelse og glæde for både patienter, personale og besøgende. Samtidig inviterer den hospitalets brugere og besøgende til at reflektere over tid og til at frigøre sig fra de tidslige rammer, som både findes indenfor og udenfor hospitalet. På den måde udgør Roman Signers værk et perfekt udtryk for visionen i Projekt Livskraft. For det lægger netop op til at tænke på en ny måde om det at opholde sig på et hospital. Det er ikke normalen, at hospitaler ophøjer det tidslige til et selvstændigt æstetisk udtryk, selvom man med ret ville kunne mene, at netop dette aspekt af hospitalsbesøget er uhyre vigtigt for både patienten, de pårørende og de professionelle. Det gør værket ved på original vis at give os alle et smukt og tankevækkende billede af hospitalets tid. Netop fordi den bevæger sig på hospitalets tidslige, visuelle og geografiske grænser, skaber Signers Blå Prik en ny forbindelse på tværs af opdelingen mellem hospital og omverden mellem syg og rask. Og det er netop visionen i Projekt Livskraft; at vi ved at udnytte den livgivende energi, som findes i overskridelsen af stivnede grænser, kan finde en helt ny måde at forholde os til sygdom og helbredelse på.
Kunst for LivskraftVi er stolte og glade over at Det Obelske Familiefond har besluttet at støtte Kunst for Livskraft. Fondet har støttet værket "Blue Dot" af Roman Signer.
04