MAYA LIN:TITLE TBC
Maya Lin, 1959-, USAAmerikanske Maya Lin udfolder et kunstværk, som på en gang er en park og en tegning i enorm skala. Det strækker sig så langt øjet rækker. Væk fra hospitalet. Ud mellem parkeringspladserne og ud imellem træer, marker og åben natur.
Værket begynder ved den vestvendte side af hospitalet. Tættest på hospitalet møder vi en lille kreds af træer, der omslutter et enkelt centralt træ. Denne lille naturhelligdom skaber en harmonisk cirkel, hvorfra værket bevæger sig videre med gigantiske buede linjer i landskabet, der ligger som græsbeklædte kæmpeslanger i forlængelse af hinanden. Man får lyst til at bestige dem, balancere på dem, følge dem. Slangerne bevæger sig over veje, mellem parkerede biler og ud på marker. Når man følger dem, kommer man forbi en scene, et amfiteater, og en hældende græsplæne, der alle ligger fordelt i landskabet som gigantiske mønstre.
Det er tydeligt, at Maya Lin giver stemme til naturen, når hun lader den vride sig foran og under os. Hun vil have os til at genopdage og genoverveje vores forhold til den natur, vi tager for givet. Værket er så stort, at det vil overgå det meste af, hvad et moderne menneske kan overskue. Vi har for længst vænnet os til, at store åbne arealer skal tjene bestemte formål. Vores byrum er planlagte til mindste detalje. Vores landskaber er dyrkede og ordnede. Men Lins værk bearbejder landskabet på en måde, som insisterer på at ikke alt skal måles, vejes og ordnes.
Som kunstværk er det voldsomt. Det er naturen, der maler med en gravko som pensel. Lader man sin hånd glide hen over overfladen vil man i selv den mindste krusning kunne finde mælkebøtter, markblomster og muldvarpeskud. Her formes naturen på ny. Og fordi dette værk placeres sammen med et hospital, spejler det sig umærkeligt i det arbejde, der indenfor murene udføres med mennesker og deres kroppe. Værket minder os ikke bare om, at vi er i stand til at forme græsplæner, træer og landskaber. Det reflekterer også vores egen natur. Ligesom naturen udenfor kan vores kroppe og liv gives nye former.
Man er ikke i tvivl om naturens og Maya Lins gestus. I en grænseoverskridende leg med former, rækker værket også sine græsbeklædte arme ud imod alle, der ser i dets retning og inviterer indenfor til en gåtur, et hvil, en stille stund eller en picnic. Og det omfavner de besøgende og betror dem med sit grønne væsen, at det endnu ikke er for sent. Vi kan stadig lære at finde os til rette i og med naturen.
03