JAMES TURRELL:PAVILION
James Turrell, 1943-, USA
For Turrell er Nyt Hospital Nordsjællands ideer om, at kunst kan virke helbredende helt centrale. Derfor er værkets placering i Hospitalets indre gård også helt essentiel. Med værket ”Pavilion” er det Turrells kunstneriske ambition at skabe en stille, meditativ og alligevel fortryllende oplevelse, der hylder de optiske og følelsesmæssige effekter, som kan udvindes af lys. Et sted at være alene, men dog i selskab med andre. Et sted hvor man kan miste sig selv for et øjeblik, i det som ved tidligere værker er blevet kaldt et himmelsk lys på jorden.
”Pavilion” gør lys til noget, som ikke blot instrumentelt oplyser. Gennem værket vil Turrell give det enkelte menneske muligheden for selv at opleve lysets magi ved at fylde rum med lys. Ved at fjerne de traditionelle tredimensionelle begrænsninger for, hvad et rum er, faciliterer værket en helt anderledes og uendelig fornemmelse af rumlighed. Værket gør det muligt at fortabe sig til nuet og se og reflektere over sig selv og sine omgivelser på en ny måde.
Projekt Livskraft handler om at ruske op i vante forestillinger og rumlige opdelinger mellem syg og rask, videnskab og kunst. Derfor passer et værk af James Turrell perfekt ind både på Nyt Hospital Nordsjælland og i Projekt Livskraft. Man mærker sin egen tilstedeværelse og sin krop på en ny måde i oplevelsen af værket, og samtidig kræver det ingen kunstfaglige forudsætninger at forholde sig til. Alle, der træder ind i værket, mærker spontant værkets effekt på egen krop. Ingen skal frygte at føle sig ekskluderet, hvilket har været afgørende ved valget af kunstværket til Projekt Livskraft.
07